09.02.10 - Computerspil er også en sport

| More
Computerspil er ikke en idræt, og mediet er i sig selv heller ikke en sport. Men computerspil kan på alle planer dyrkes som en sportsgren, mener Dansk Spilråd i følge pressemeddelelse udsendt mandag d. 8. februar.

ESD - eSport Danmark bakker op omkring Dansk Spilråds opråb til den "etablerede sportsverden" som endnu ikke anerkender eSport som sport. "Vi er fuldt på linie med Dansk Spilråd", udtaler formand Jens Christian Ringdal, og lufter samtidig tanken om et fremtidigt tæt samarbejde mellem eSport Danmark og Dansk Spilråd.

Vi gengiver her i sin fulde ordlyd pressemeddelelsen fra Dansk Spilråd:

-------------------------------------

København, 8. februar 2010

Computerspil er også sport!

Det mener Dansk Spilråd, der er en uafhængig forening af spiljournalister og spilformidlere i Danmark. Samtidig undrer de sig over fordomsfulde forestillinger fra den traditionelle sportsverden, der ikke anerkender eSport - dvs. elektronisk sport oftest dyrket på en computer – som en sportsgren.

"Computerspil er ikke en idræt, og mediet er i sig selv heller ikke en sport. Men computerspil kan på alle planer dyrkes som en sportsgren, da eSporten indeholder aspekter som samarbejde, konkurrence, organisering, udvikling af talentmasse og opdyrkelse af færdigheder," siger Thomas Vigild, formand for Dansk Spilråd, en uvildig forening og ekspertråd bestående af over 50 danske journalister, bibliotekarer og undervisere med speciale i computerspil.

Dansk Spilråd har internt i bestyrelsen diskuteret definitionen af eSport og finder, at den manglende fysiske aktivitet er et for letkøbt argument til at diskvalificere eSport som sportsgren – særligt når f.eks. skak, billard og petanque kan bære betegnelsen som sportsgrene.

Ifølge bestyrelsen er eSport en på alle måder fuldgyldig sportsgren, da alle de ovenfor nævnte elementer er på plads inden for eSporten i dag, når der dystes om store pengepræmier i alt fra 'Counter-Strike' til 'FIFA'-fodboldspillene:

"Hele sportsverdenen og i særdeleshed sportsjournalister bør gnide søvnen ud af øjnene og indse, at vi skriver 2010. Grænserne mellem "sport" og "idræt" er under evig forandring, og i dag kan computerspil på alle måder dyrkes som en seriøs sportsgren - og tilmed en, der vokser mere og mere de kommende år," siger Thomas Vigild fra Dansk Spilråd.

Grundlæggende definerer Dansk Spilråd dermed "eSport" som en organiseret sportsgren, hvor deltagerne via elektriske impulser eller anden form for fjernstyring overfører deres kommandoer og bevægelser til en anden virkelig eller virtuel agent - som f.eks. at styre en soldat i computerspillets verden. Dermed dækker definitionen af eSport også over etablerede og seriøse konkurrencer inden for f.eks. fjernstyrede biler, racerbåde og fly, da udøverne her netop kontrollerer et andet fysisk objekt.
Samarbejdspartnere
Alle rettigheder forbeholdes eSport Danmark 2009 | Webdesign & udvikling - Dansk Web Innovation