10.02.08 - Computerspil er også sport
Fredag d. 15. februar er eSport Danmarks formand Jens Christian Ringdal i studiet hos DRs Harddisken til en snak om hvad eSport er, hvad der sker indenfor eSporten nu og hvordan fremtiden for eSporten ser ud.
Udsnit fra DRs hjemmeside:
"Masser af mennesker spiller computerspil, og de kommer fra alle aldersgrupper og i alle sociale lag, det er der ikke længere noget odiøst i. Alligevel kan det være op ad bakke, hvis man vil forsøge at flytte spil ud af det domæne der handler om leg og kultur, og over i samme kasse som idrætsklubber og sportsforbund. Selvom det at spille sagtens kan betyde benhård træning, sponsorater og professionel ansættelse, så holder det hårdt med anerkendelse af spil som en elektronisk sport, en eSport.
Men efter flere år op ad bakke ser det nu ud til, at tingene begynder at rykke sig.
Vi har besøg i studiet af medie- og spilforsker Carsten Jessen og af formand Jens Christian Ringdal fra Roskilde eSport-forening og eSport Danmark for at snakke om hvad eSport egentlig er, hvordan situationen er idag for både amatører og folk der drømmer om en professionel spilkarriere, og for at tale om hvad det kan betyde på længere sigt, at spilfolk organiserer sig i forbund.
Vi skal også møde en af Danmarks elite-spillere, på besøg i en spilklub, og høre hvad de etablerede idrætsforbund har at sige om eSport som idrætsgren på linje med fodbold, svømning eller bordtennis."
Programmet Harddisken genudsendes d. 17. februar kl. 16.03.
Klik her for at lytte til Harddisken nu!
Alle rettigheder forbeholdes eSport Danmark 2009 |
Webdesign
& udvikling - Dansk Web Innovation