Især finalerne i Counter-Strike og Star Craft 2 var stærke oplevelser. Svenske SK Gaming var i Counter-Strike finalen oppe imod polske ESC Gaming, og det skulle gå hen og blive vanvittigt spændende. Efter 1. map, som svenskerne burde have vundet, men polakkerne tog for næsen af dem, havde svenskerne ingen problemer i 2. map. I 3. og afgørende map blev dysten for alvor tæt og spændende. Salen kogte nærmest over, da svenskerne satte en slutspurt ind og for alvor halede ind på polakkerne. Det var desværre ikke helt nok, og det polske hold tog den samlede sejr med 16-14 i 3. map.
Efter kampen mødte jeg en noget nedtrykt Johan ”face” Klasson fra SK Gaming, der ikke rigtig kunne forstå, hvad der var sket:
”Vi skulle have vundet første map, men vi lavede nogle dumme fejl og begyndte også at være for selvsikre, og det er altid farligt. I andet map havde vi ingen problemer, og vi regnede også med at kunne tage 3. map, da det polske hold plejer at være svage på den bane. Her overraskede de os virkelig ved at være langt stærkere end forventet, så selvom det var tæt, var det en fortjent sejr til Polen,” sagde Johan umiddelbart efter finalen.
Ligesom man troede, at stemningen ikke kunne blive bedre, løftede det hele sig lige et niveau. Det skete, da den koreanske helt IM_Mvp kom ind på scenen, klar til Star Craft 2-finalen mod kinesiske iG.XiGua. I finalen skulle spilles bedst ud af 3, og koreaneren var meget hurtig til at tage første runde, så det lignede en hurtig overstået finale. Men sådan skulle det ikke gå. I anden runde blev kampen langt mere tæt end forventet, men et afgørende øjeblik indtraf, da iG.XiGua angreb med ghosts, hvorpå IM_Mvp kløgtigt svarede igen med bomber:
”Her følte jeg, at sejren var i hus,” sagde IM_Mvp efter kampen og fortsatte:
”Jeg kendte ikke min modstander, da jeg ikke har mødt ham før, så jeg spillede forsigtigt i starten og blev så mere angressiv hen mod slutningen. Jeg havde ikke noget speciel strategi men improviserede bare undervejs,” sagde den koreanske stjerne, og den manglende strategi var åbenbart et klogt valg, idet IM_Mvp altså tog sejren med 2-0 over iG.XiGua.
IM_Mvp fortalte desuden, at han har trænet med sine holdkammerater hele ugen og undervejs i turneringen på lokale internetcafeer. Natten inden finalen sov han 12 timer, da han ikke følte sig så godt tilpas. Det lange søvn var åbenbart lige det, der skulle til, for den koreanske spiller viste ingen svagheder i finalen. Alligevel var han imponeret over modstandernes niveau:
”De internationale spillere er helt klart blevet bedre. Jeg tror, vi koreanere havde lettere ved at vinde i Star Craft 1 end tilfældet er i Star Craft 2,” sagde den koreanske topspiller, som ikke ville ud med, hvor mange penge, han tjener som professionel gamer. Vi kan så blot konstantere, at han med dagens finalesejr har vundet $20.000 og i morgen starter endnu en turnering, hvor han deltager, så det er bestemt ikke småpenge, vi snakker om.
Selvom danske Jon ”Babyknight” Andersen ikke nåede videre end gruppespillet i Star Craft 2, har det været en stor oplevelse for ham, men som han siger:
”Det har været rigtig spændende at opleve WCG, men jeg kom her for at spille Star Craft 2 det bedste, jeg kunne, så jeg er stadig skuffet over ikke at være kommet længere. Jeg vil vinde. Sådan er min mentalitet. Og det tror jeg også er nødvendigt, hvis jeg skal nå langt. Jeg vil i den forbindelse gerne takke eSport Danmark for at give mig muligheden for at komme til WCG, samt de sponsorer der har gjort det muligt”
Jeg kan kun give ham ret.
Bloggen fra World Cyber Games er skrevet af journalist Steffen Moestrup, udsendt af Dansk Metal, som er sponsor for det danske landshold i eSport.

En glad vinder

Spændt publikum

Polen vinder Counterstrike finalen

Glade polakker efter deres helte havde vundet WCG i Counterstrike