D. 10. - 14. december deltager det danske eSports landshold ved venskabsturneringen IeSF Challenge i Korea. Ved samme lejlighed afholdes der den årlige generalforsamling i IeSF.
I dag onsdag d. 9. december drager det danske eSports landshold til Taebaek City i Korea for at forsvare Dannebrog ved IeSF Challenge - det Internationale eSports Forbunds venskabsturnering. Her skal Danmark dyste i Warcraft III og FIFA Online.
Danmarks store medalje håb er René "Ciara" Krag, der viste rigtig flot spil ved World Cyber Games i Kina for mindre end en måned siden. René danner makkerpar med Thomas "ThomasG" Glinski der gav René kamp til stregen ved den danske kvalifikationsfinale til World Cyber Games. Denne gang skal René og Thomas ikke kæmpe mod hinanden, men side om side ved IeSF Challenge.
Danmark deltager også i FIFA Online, et spil der er relativt ukendt i Europa, men som er yderst populært i Asien. Det har ikke været muligt for de danske spillere at forberede sig til FIFA Online, men der vil inden starten på turneringen være et træningsophold, hvor danskerne får mulighed for at stifte bekendtskab med spillet, som er tæt beslægtet med FIFA serien i Europa.
De rød hvide farver skal i FIFA Online forsvares af Magnus "Anqes" Andersen fra Roskilde Ravens der blev nr. 2 ved den danske World Cyber Games kvalifikationsfinale i FIFA. Magnus er indkaldt efter afbud fra Jonas "JonasL" Laursen og danner makkerpar med Hans Christian Kromann der for 10 dage siden tilkæmpede sig titlen som Danmarks Bedste Gamer og dermed også en plads på det danske eSports landshold ved IeSF Challenge 2009.
Det er dog ikke kun det danske eSports landshold der skal i ilden i Korea. ESport Danmark skal ved formand Jens Christian Ringdal varetage danske og europæiske interesser ved den årlige general forsamling.
Med på turen er også Morten Kühl Christensen fra DK4 der skal lave et portræt af den danske landsholdspiller i Warcraft III, René Krag - samtidig med at Morten vil forsøge at fange stemningsbilleder så det er muligt at følge med her på esportdanmark.dk
Vi ønsker i eSport Danmark hele den danske delegation rigtig god tur til Korea og krydser fingre for at der hives dansk metal med hjem.