08.10.09 - eSport Danmark taler ud om WCG-kvalifikation

| More
Der har været en del diskussioner omkring afviklingen af kvalifikationen af WCG og ikke mindst selve WCG, eSport Danmark tager nu bladet fra munden og forsøger at rede trådende ud.

Formanden for eSport Danmark Jens C. Ringdal giver svar på tiltale omkring turneringssystem, landshold og HLTV.
 
Hvorfor lagde I ud med et BO1 kampsystem, når det ikke har været prøvet i finalerne før?
Årsagen til, at valget faldt på BO1 skal ses i lyset af en række forskellige faktorer der skulle gå op i en højere enhed. Blandt andet hensyntagen til tidsplan, pladsforhold, tilskuere og ikke mindst det faktum at der samme dag også eksekveres WCG kvalifikation i FIFA 09, Warcraft III og Trackmania. Formålet med BO1 var at få så mange korte og intense kampe som muligt.

Nu har I så alligevel skiftet til BO3, hvorfor det?
Det har vi gjort, fordi der har været et meget stort ønske fra CS 1.6 communitiet om, at det blev introduceret. Vi har på baggrund af de tilbagemeldinger, der er kommet genovervejet turneringsformen og har justeret vores setup for WCG finalen. Det har betydet, at vi har hentet yderligere 20 computere ind, således at der nu kan eksekveres BO3.

Hvorfor skal der spilles gruppespil i stedet for en semifinale og finale som sidste år?
Som udgangspunkt var WCG finalen sat op til at blive afviklet med to semifinaler efterfulgt af en finale, men på opfordringer om at afvikle finalen i den rette WCG ånd – nemlig venskab, så valgte vi at ændre strukturen. For at understøtte dette besluttede vi os for, at alle hold skulle møde hinanden. Således udelukkede vi også enhver spekulation om, at nogle hold kunne have slået hinanden i en semifinale, såfremt de havde mødt hinanden. Nu får alle chancen for at krydse klinger, så vi finder dét bedste hold til at repræsentere Danmark i Kina.

Hvordan vil I sørge for at alle gruppekampene og finalerne bliver afviklet i god tid, så vi alle kan nå hjem og se fodbold?
Ingen tvivl om, at vi får et presset program på lørdag, specielt set i lyset af hvor tæt holdene ligger på hinanden i år, men det er forsat min overbevisning, at vi kan gennemføre i henhold til tidsplanen, forudsat at spillere og managere er indstillede på det. Ledelse og dommere er klar, og havde vi ikke denne opfattelse, så havde vi ikke foretaget skiftet fra BO1 til BO3.
 
Hvad mener i med, at spillerne stiller op for Danmark og ikke deres klub?
Med det mener vi, at man tilkæmper sig retten til at spille på det danske landshold og dermed æren af at repræsentere Danmark. Det er muligvis nyt i forhold til hvad man har gjort tidligere, men her må man huske på, at eSporten i disse år bevæger sig igennem en transaktionsfase på mange områder. Der er en øget opmærksomhed politisk, fra befolkningens side og fra virksomheder – eSporten er langsomt ved at blive accepteret som den sportsgren den er. 

For at skabe større forståelse omkring eSporten, og for samle nationen og den almene presse omkring WCG, har vi besluttet, at det er landsholdet og Danmark, der skal være i fokus. Dette er i god tråd med at WCG markedsføres som ”computerspillernes OL”, hvilket vil sige en kamp mellem nationer og ikke klubhold. 

Spillere der har været med tidligere vil også vide, at klubtrøjer er bandlyst fra turneringsområderne. Vi har taget konsekvensen af det og lavet en WCG-godkendt landsholdstrøje. På hjemmeside, i pressemateriale m.m. fremgår det naturligvis, hvilken organisation de respektive spillere kommer fra.

Betyder det, at spillerne på holdet heller ikke må udtale sig på vegne af deres klub, men kun som medlemmer af det danske landshold?
Som udgangspunkt udtaler man sig som landsholdsspiller, men hvis det falder naturligt i løbet af interview, kan man naturligvis f.eks. referere til modstandere man har mødt med sin klub. Det er dog vigtigt, at der ikke skabes signalforvirring om hvem det er man repræsenterer.

Hvordan kan man se kampene?
Det er i 11. time lykkedes os at få HLTV, ligesom vi også har live streaming via H2K TV. Dvs. der er rigtig gode muligheder for også hjemmefra, at kunne følge med i de mange spændende kampe fra den danske WCG kvalifikation. Jeg kan dog kun opfordre alle til at komme ind i Illum på lørdag d. 10. oktober og være med til at skabe nogle flotte rammer om et af årets absolutte højdepunkter, nemlig kvalifikationen til verdens største computerspilturnering – World Cyber Games. Alternativt kan man også følge kvalifikationen på Facebook "eSport Landsholdet", hvor der løbende vil blive lagt resultater og nyheder op.
Samarbejdspartnere
Alle rettigheder forbeholdes eSport Danmark 2009 | Webdesign & udvikling - Dansk Web Innovation