11.08.09 - eSport som anerkendt sportsgren
I går lancerede Socialdemokraterne deres nye udspil indenfor computerspilsområdet – ”Sæt Danmark i spil - computerspil som driver for ny kultur og vækst”.
Socialdemokraterne nye udspil indenfor computerspilsområdet – ”Sæt Danmark i spil - computerspil som driver for ny kultur og vækst” bliver modtaget yderst positivt i eSport Danmark, hvor vi specielt glæder os over de to områder ”eSport som anerkendt sportsgren” og ”øremærkede midler til lokale eSports klubhuse”.
eSport er en sportsgren, og der er stort behov for en anerkendelse af eSporten i Danmark både i forhold til det hjemlige arbejde, men også i forhold til Danmarks internationale positionering. Det er derfor med stor glæde at se Socialdemokraterne gå forrest med en officiel anerkendelse af eSporten som sport.
Vi er i eSport Danmark bevidste om, at eSporten ikke er en idræt, men de taktiske og sportslige elementer, der indgår i eSporten, er fuldt ud på højde med andre accepterede sportsgrene, som f.eks. skak, dart og billard. eSport Danmark vil skabe forståelse og accept for eSport som en anerkendt sportsgren og gå forrest, når det gælder etableringen af en sund computerspilkultur, herunder etik, sundhed og fællesskab.
I Danmark har vi altid haft stolte traditioner indenfor foreningskulturen. Med øremærkede midler til lokale eSports klubhuse vil vi blive i bedre stand til at løfte og sætte yderligere skub i etableringen af lokale eSports foreninger – et særligt fokus område for eSport Danmark.
Med midler og anerkendelse vil vi opnå forbedrede vilkår for folkeoplysning og videreudvikling af eSporten. Klubhuse skal være et sted, hvor f.eks. forældre kan opsøge information omkring computerspil, og hvor børn og unge kan have det sjovt, få nye venskaber og forbedre deres eSports evner. I klubberne vil det desuden være muligt at engagere sig som frivillig i forbindelse med f.eks. arrangementer og turneringer indenfor eSporten, som man kender det fra fodbold, håndbold m.m.
Med klubhuse får vi mulighed for at arbejde med bredden af eSports udøvere fra en tidlig alder og via organiserede klub- og foreningsmiljøer at talentudvikle disse – og Danmark har mange eSports talenter. Igennem tiden har vi produceret mange elitespillere og -mestre – senest sidste år, hvor det danske Counterstrike hold MTW vandt verdens største eSports turnering World Cyber Games (WCG).
Vi er i eSport Danmark klar til at arbejde for videreudviklingen af dansk eSport både herhjemme og internationalt. Vi imødekommer derfor med glæde Socialdemokraternes udspil på computerspilsområdet og håber, at øvrige partier på Christiansborg også vil bakke op om eSporten.
Yderligere information kan hentes hos
Jens Christian Ringdal, formand i eSport Danmark og formand for Roskilde eSport - tlf. 21 66 16 66
Niels Thornberg, næstformand i eSport Danmark og formand for Gentofte eSport - tlf. 27 24 24 01
Michael Antonsen, kasserer i eSport Danmark og Souschef i Dansk Metal - tlf. 20 23 70 07
Peter Vestergaard, bestyrelsesmedlem i eSport Danmark og formand for Midtjysk eSport - tlf. 25 29 73 07
Zahid Butt, bestyrelsesmedlem i eSport Danmark og formand for eSport København - tlf. 28 12 93 33