Efter en tur i Tyskland og Kina vendte verdens største computerspilsturnering World Cyber Games for anden gang i turneringens 10-årige historie næsen mod USA, denne gang i drømmenes by Los Angeles.
Her mødtes næsten 400 af verdens bedste gamere for at dyste mod hinanden over fire dage i 13 forskellige discipliner. For andet år i træk rejste de danske deltager til World Cyber Games som et samlet eSportslandshold sanktioneret af eSport Danmark og støttet af Dansk Metal.
Allerede før afgangen til Los Angeles var der stor opmærksomhed omkring landsholdets spillere, som blandt andet blev inviteret ind i ’Aftenshowet’ på DR 1, og som den første danske tv-station nogensinde besluttede dk4 at følge holdet hele vejen til USA.
På den sportslige side så det dog sort ud før afrejsen. Med få undtagelser var alle de danske deltagere kommet i gruppe med tidligere medaljevindere og professionelle eSports-atleter fra Asien, men efter fire dages spil viste det sig dog, at de danske deltagere var i stand til at levere den ene toppræstation efter den anden.

Den 10. udgave af World Cyber Games blev skud af i vanlig stil med en storslået ceremoni, hvor kaptajnen på det danske Counter-Strike-hold Danmark1, Timm Henriksen, fik lov til at bære den danske fane ind på scenen. Åbningsceremonien blev traditionen tro afsluttet med antændingen af den "olympiske ild" som i år var en elektronisk flamme bygget op af orange lysstofrør i midten af LA Convention Center.
Danmark2 fik sølv
Den største danske præstation var uden sammenligning Counter-Strike-holdet Danmark2’s sølvmedalje, som kom i hus efter en dramatisk finale mod Ukraines landshold.
De danske drenge havde på trods af et enkelt skuffende nederlag til Hviderusland i gruppespillet kæmpet sig vej til finalen uden de store problemer. Her blev de regerende verdensmestre fra Ukraine dog for stor en mundfuld.
Danskerne overgav sig dog ikke uden kamp, så finalen måtte ud i to gange overtid på det tredje og afgørende map, før danskerne var slået. Kampen er da også allerede gået over i historien som en af de bedste finaler nogensinde.
Du kan se hele kampen på Youtube, og gå ikke glip af dk4’s interview med en noget nedslået Alexander Holdt lige efter finalen.
Lige ved og næsten i Warcraft
I Warcraft III-turneringen leverede Thomas Glinski også en toppræstation og gedigen overraskelse, da han slog verdensranglistens nummer tre og den senere guldvinder, ReMind fra Korea, i det indledende gruppespil, og sluttede den første kampdag som etter i gruppen.
Dagen efter tabte Thomas dog en kneben kamp mod verdens bedste Warcraft-spiller fra Kina, og måtte derefter dele førstepladsen i gruppen med kineseren og koreaneren. Derfor skulle de tre kombattanter ud en altafgørende tiebreak. Her formåede Thomas Glinski at slå ReMind endnu en gang, men i den sidste og afgørende kamp i tiebreak fik koreaneren desværre slået Thomas Glinski i en kamp, der blev afgjort med de mindst mulige marginaler ifølge Thomas.
Dermed blev Thomas Glinskis medaljedrømme slukket tidligere, end han selv havde regnet med, men han formåede stadig at vise, at det ikke var en tilfældighed, at han vandt europamesterskabet i år, og får første gang nogensinde er Danmark begyndt at kunne være med på topplan i Warcraft III, som ellers har været domineret af asiaterne i mange år.
Gense interviewet, hvor Thomas forklarer hvor tæt den afgørende kamp var her
Munkeholm forbedrede sig
Trackmanian-spilleren Sonny ’Munkeholm’ Hansen fik også forsvaret de danske farver flot, da han kørte sig frem til en semifinale det hurtige bilspil. Her blev modstanden dog for stor, da han løb ind i sidste års nummer fire fra Østrig og sidste års sølvvinder og senere guldvinder fra Sverige.
Med pladsen i semifinalen fik ’Munkeholm’ også forbedret sidste års præstation i Kina, hvor han røg ud allerede i kvartfinalen.
Hør ’Munkeholm’ fortælle om resultatet her
Sebastian overraskede i Guitar Hero
På forhånd var der ikke mange, som havde forventet at den kun 16-årige debutant Sebastian Stendal ville levere nogle nævneværdige resultater i Guitar Hero 5, men i sin første internationale kamp nogensinde slog den unge dansker Sydafrikas bedste spiller Kevin Doran.
Efterfølgende tabte Sebastian desværre resten af kampene i turneringen, men flere af modstanderne, bland andet sidste års guldvinder fra Brasilien, måtte dog sande, at den ukendte dansker slet ikke var så nem en modstander, som de havde regnet med.
Gense interviewet med den brasilianske guitarguru her
Danmark1 skuffede
Den eneste negative overraskelse ved World Cyber Games blev leveret af Counter-Strike-holdet Danmark1. Holdet havde ellers vist gode takter i den hjemlige kvalifikation, hvor de sikrede sig pladsen på landsholdet ved at slå Danmark2 og alle de andre håbefulde deltagere.
I USA havde spillerne dog svært ved at genfinde formen, og i deres åbningskamp mod Makedoniens landshold inkasserede de et skuffende nederlag. Efterfølgende kom holdet aldrig op i omdrejninger, og efter et nederlag til Spaniens landshold måtte de tage til takke med en sidsteplads i gruppen.
Gense interviewet med holdets kaptajn Timm Henriksen her