Jonas Laursen var på forhånd udråbt som favorit efter hans sejr i sidste års kvalifikation, hvor han overraskede de fleste ved at slå den daværende danmarksmester.
»Der var jo store forventninger i år, ham jeg slog sidste år er stoppet med at spille, så jeg havde overtaget favoritrollen«, fortæller han.
Jonas Laursen, som til daglig spiller for sin klub Roskilde Ravens, levede dog op til favoritrollen, og kom ubesejret gennem det indledende gruppespil.
Finalen voldte heller ikke de store problemer for FIFA-spilleren, som med en overbevisende sejr på 5-2 over Magnus Andersen spillede sig til World Cyber Games i Kina.
Jonas Laursen var også med til World Cyber Games sidste år, men her måtte han efter et par skuffende nederlag forlade turneringen allerede i første runde.
Denne gang regner han dog med at komme længere i turneringen. Blandt andet ved at bygge på den erfaring han fik sidste år.
»Jeg skal ikke ryge ud i første runde, og slet ikke til en kineser igen, slet ikke på hjemmebane«, siger han med henvisning til kineseren som definitivt slukkede medaljedrømmene i 2008.