Fra fredag og resten af weekenden går det danske eSports landshold i træningslejr forud for deltagelsen ved OL for computerspillere, hvor de skal forsøge at forbedre sidste års bronzemedalje i Counterstrike
Træningen for de danske deltagere i Counter-Strike foregår i henholdsvis København og Roskilde, hvor foreningen Roskilde eSport har stillet deres træningsfaciliteter til rådighed.
Landsholdets træning er åben for pressen, og mellem træning og testkampe vil der være rig mulighed for at få en snak med de danske stjerner om at være professionel computerspiller på eliteplan og repræsentere Danmark ved OL. Spillerne stiller selvfølgelig også op til billeder i deres landsholdstrøjer.
Counter-Strike er traditionelt den disciplin, hvor Danmark klare sig bedst. I løbet af OL’s 10-årige historie har Danmark vundet medaljer hele fem gange. I 2008 blev det til en guldmedalje i Tyskland, og sidste år hentede landsholdet en bronzemedalje med hjem fra Kina.
Besøg i træningslejren kan arrangeres ved henvendelse til Jens Christian Ringdal, formand i eSport Danmark, på telefon 2166 1666 eller jcr(a)esportdanmark.dk
Fakta:
- Ved OL i computerspil stiller Danmark op med en historisk stor trup på hele 13 spillere.
- Ud over Counter-Strike skal Danmark også kæmpe om medaljer i strategispillet Warcraft III, bilspillet Trackmania og det populære musikspil Guitar Hero 5.
- I 2009 var landsholdets bedste resultater en bronzemedalje i Counter-Strike ved OL, og en bronzemedalje ved Warcraft III ved VM.
- World Cyber Games er verdens største eSportsturnering. På verdensplan er der 1,6 millioner deltagere i kvalifikationen, hvor de 800 bedste går videre til finalen i Los Angeles.
- Landsholdet rejser til Los Angeles d. 27. september.
- Landsholdets hovedsponsor er Dansk Metal.