24.02.10 - Tæt på Niels Thornberg
Forud for det kommende repræsentantskabsmødet vil der komme små interviews med de nuværende bestyrelsesmedlemmer i eSport Danmark
Navn, alder og funktion i ESD?
Mit navn er Niels Thornberg. Jeg er 37 og jeg er fungerede næstformand.
Er du formand for en forening, hvilken og hvordan går det med foreningsarbejdet lokalt?
Jeg er formand i Gentofte eSport, som ligger nord for københavn. Foreningen blev stiftet i slutningen af 2007 og siden da, har vi prøvet at få etableret nogle faste lokaler til eSport. Desværre har det ikke været nemt, selvom der er stor opbakning til eSport fra kommunale instanser. I bund og grund handler det om, at Gentofte skal sættes ekstraordinære midler til side for at få etableret eSport og det falder ofte udenfor det normale administrative system. Vi kæmper dog stadig videre.
Hvorfor er du med i ESD?
Jeg var med til at stifte ESD, fordi jeg mente at der var grobund for at eSporten kunne blive anerkendt ud over cyberspaces grænser. eSporten har et stort potentiale, men så længe det er styret som et anarki, så vil det aldrig blive stort. Derfor var jeg en af initiativtagerne til at stifte ESD med fokus på veletablerede foreninger. En opgave som har vist sig at være meget stor og måske større end forventet.
Har ESD opnået / indfriet målene, eller er der stadig arbejde at gøre?
En af ESD´s store mål var at få politisk opbakning og økonomi støtte og selvom vi ikke er helt i mål endnu, så er vi noget meget langt på den front, takket være formanden og Michael Antonsens store arbejde de seneste to år. Der er mange etablerede gamere der tror, at vi bare er en kaffeklub der arbejder for egne interesser og for at få vores navn indgraveret i en guldplade, men det passer selvfølgelig ikke. Vi arbejder måske p.t. ikke meget på at etablere ligaer og turneringer med store præmier og det medførerdesværre manglende synlighed i gamer miljøet. Men det betyder ikke, at vi ikke arbejder på at gøre forholdene bedre - Det tager bare tid at etablere et godt fundament for eSporten. Et fundament der nu bakkes op af Socialdemokratiet, Venstre, DGI og nu senest DIF. Måske ikke som defineret SPORT, men som en erkendelse af her sker der noget vigtigt.
Hvad mener du der skal til for at eSporten opnår anerkendelse som sport?
Det bliver nok svært for eSporten i dens nuværende form, at få stemplet SPORT, da det ikke har nogen form for bevægelse. Det sagt, så kan eSport også forstås som en "sport" fordi det besidder et konkurrence element der kræver stor behændighed for at mestre. Hvad fremtiden byder på for eSportens nuværende favoritspil vides ikke, men jeg ser det ikke som en umulighed, at eSporten kan få samme anerkendelse som skak, bridge og poker.
Forbundet arbejder jo også internationalt, hvad mener du om det?
eSporten er ved at få øjnene op for vigtigheden af at få etableret velfungerende forbund. eSporten mangler en dømmende og lovgivende instans som f.eks. FIFA og derfor er det vigtigt at ESD går ind og påvirker processen når muligheden tilbyder sig. Med etableringen af IeSF i 2008, fik ESD muligheden for at påvirke dannelse af et verdensforbund og det har medført, at Danmark nu har en vigtig rolle i de beslutninger der tages fremover.