22.09.08 - Vind DBG og kom på landsholdet
Vind Danmarks Bedste Gamer '08 og kom med eSport Danmark til Korea.
For første gang nogensinde, deltager Danmark ved en venskabsturnering for elektronisk sport i Sydkorea. Turneringen afholdes i november 2008 blandt ni nationer, herunder Danmark. Danmark stiller op med to kandidater, hvoraf den ene er vinderen af turneringen Danmarks Bedste Gamer, der bl.a. afholdes af TDC. "Jeg er meget stolt over, at vinderen af Danmarks Bedste Gamer skal repræsentere det danske e-sport landshold ved venskabsturneringen i Sydkorea ", siger Mikkel Heideby, marketingschef hos TDC.
Det er stadig muligt at tilmelde sig turneringen Danmarks Bedste Gamer og dermed opnå en plads på eSport-landsholdet. Tilmelding er åben for alle over 15 år og deltagelse er gratis. Præmiesummen er på over en halv million.
Øget fokus på elektronisk spil i Danmark
Venskabsturneringen i Korea er bl.a. blevet til i samarbejdet med verdensforbundet IeSF (International eSport Federation), som blev stiftet i august i år.
"Interessen for computerspil er stærkt stigende i Danmark. For nyligt meldte Dansk Erhverv ud, at der er ca. 650.000 online spillere herhjemme. Vi ønsker i computerspilforbundet eSport Danmark, at sætte større fokus på eSport og i den forbindelse har vi derfor valgt, at lade vinderen af Danmarks Bedste Gamer blive en del af vores landshold på turen til Korea.", siger Jens Christian Ringdal, formand for eSport Danmark.
Danmarks Bedste Gamer er en turnering, hvor man skal bevise sit værd på flere platforme og i flere spil. Vinderen af Danmarks Bedste Gamer er således klædt godt på til venskabsturneringen i Sydkorea.
Under opholdet i Sydkorea vil det danske eSport-landshold blive præsenteret for nye spil, deltage i foredrag vedrørende computerspil samt opleve stemningen omkring eSport i Sydkorea - landet hvor hele 75% af befolkningen under 50 år spiller computerspil, og hvor computerspilturneringer ofte tiltrækker op imod 100.000 tilskuere.
De danske repræsentanter vil naturligvis få alle rejseomkostninger betalt af Danmarks Bedste Gamer og eSport Danmark.
Fakta boks:
Tilmeld dig Danmarks Bedste Gamer på tdc.dk/gaming. Der er præmier for en samlet værdi af 500.000kr. på højkant og det er gratis at deltage. Turneringen løber frem til den 1.-2. november 2008, hvor finalen afholdes i Lyngby Storcenter.
Yderligere oplysninger: Sigga Birkvad, ContentCph, telefon 28 94 73 78
Eller Jens Christian Ringdal, eSport Danmark, telefon 21 66 16 66