07.12.11 - WCG: Fulde af forventninger (dag 1)

| More
Dansk Metals udsendte, journalist Steffen Moestrup, vil i den kommende uges tid følge den danske gamer Jon Andersen, der deltager i Star Craft 2-konkurrencen ved World Cyber Games i Busan, Sydkorea. Blogindlæggene vil rumme observationer og resulta

Så nåede vi endelig frem til hotellet i Busan efter fire flyrejser på tværs af kontinenterne. Vi er lidt møre i kroppen men betagede af den koreanske gæstfrihed, hvor vi blandt andet har oplevet flere mennesker, der umotiveret har hjulpet os på vores vej.

Jon og jeg samt de fleste andre gamere bor på et hotel tæt på det store konferencecenter, hvor Word Cyber Games starter i morgen. Lige nu skal vi bare slappe af, inden konkurrencen starter i morgen. Jon skal først i ilden fredag, så i morgen, torsdag, kan han bruge på at fornemme stemningen og se på det setup, der tilbydes i Star Craft 2-konkurencen, hvor Jon deltager. Jon er forholdsvis ny i Star Craft-spillet, hvilket kan være en fordel, vurderer han:

 

”Jeg er nok lidt en dark horse i gruppen, fordi jeg først gik over til Star Craft 2 her i maj måned. De andre kender mig ikke rigtig, og det skal jeg udnytte,” siger Jon, der trods sin forholdsvis nye status som Star Craft 2-spiller allerede har gjort særdeles god figur, blandt andet ved at være nummer 1 i Europa på den seneste rangliste.

 

Jon forventer sig meget af turen til World Cyber Games. Han glæder sig til at snakke med de andre gamere, se lidt på Busan og mest af alt at spille det bedste, han har lært. Og forhåbentlig gå videre fra gruppespillet:

 

”Det bliver svært at blive nummer et i min gruppe, da en af de bedste koreanske spillere er i gruppen, men jeg har en rimelig chance for at blive nummer to og dermed også gå videre fra gruppen,” vurderer Jon, der er havnet i gruppe med blandt andet serberen Empire.Beastygt og tyskeren aTn.DarKFoRcE.

 

Jon fortæller, at han har trænet ekstra meget op til turneringen, typisk 8-10 timer pr. dag, så der er alt mulig grund til at forvente en skarp Jon, der altså kommer i ilden første gang på fredag. Vi vender dog tilbage med mere nyt fra World Cyber Games allerede i morgen, torsdag.

Samarbejdspartnere
Alle rettigheder forbeholdes eSport Danmark 2009 | Webdesign & udvikling - Dansk Web Innovation