I går i Illum i København blev deltagerne i Guitar Hero, Trackmania og Counterstrike fundet i et brag af en finale
Landsholdet består af en række af Danmarks bedste computerspillere, som ved en netop overstået turnering i Illum kæmpede sig frem til pladserne på det hold, der rejser til Los Angeles sidst i september for at deltage i verdens største computerturnering World Cyber Games, også kaldet OL for computerspillere.
Her stiller Danmark op i tre discipliner: skydespillet Counter-Strike, bilspillet Trackmania og det populære musikspil Guitar Hero 5.
Landsholdspladserne i Counter-Strike gik til klubholdet wCrea, som besejrede de tidligere OL-guldvindere fra Mtw i en dramatisk finale. Forventningerne til Counter-Strike-holdet er særligt store, da det er en disciplin Danmark har vundet medaljer i de sidste tre år, og det håber wCrea, at kunne gøre igen i år.
"Vi tager ikke af sted, hvis vi ikke tror, vi kan vinde. Vi er på niveau med mange af de bedste hold i verden, vores bundniveau er bare lidt for dårligt endnu, men vi satser på at komme i top 3", siger holdets kaptajn Timm 'ArcadioN' Henriksen.
I Trackmania var det for andet år i træk den semiprofessionelle Sonny ’Munkeholm’ Hansen, som løb af med sejren i kvalifikationen. Ved sidste års World Cyber Games kom han hele vejen til kvartfinalen, og det regner han med at kunne forbedre i Los Angeles. "Jeg håber på at kunne præstere lidt bedre, sidste år kørte jeg nogle ikke så gode kampe", siger Sonny Hansen.
I Guitar Hero 5 var det den kun 16-årige debutant Sebastian Stendal, som fik den eftertragtede plads på landsholdet. Han har æren af at være den yngste danske landsholdsspiller nogensinde, det afholdte ham dog ikke fra at vinde turneringen overbevisende.
Det er andet år i træk, at landsholdet bliver udtaget gennem en turnering, og hos eSport Danmark tror man på, at det vil skabe gode resultater igen i år. "Det har været en lang dag, men vi har fundet Danmarks mest talentfulde computerspillere, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at gøre en god figur ved det kommende OL", udtaler formand for eSport Danmark Jens Christian Ringdal.